Ærø bakker op om EU’s klimamål

Ærø er tilmeldt Regions 202020, som arbejder med EU’s mål om 20 % reduktion af udledning af drivhusgasser, 20 % dækning af energibehovet med vedvarende energi og 20 % bedre energieffektivitet inden 2020.

Lavere elafgift gør det mere attraktivt at skifte oliefyr ud med en varmepumpe

En lavere elafgift gør det mere attraktivt at skifte oliefyret ud med en varmepumpe, end det tidligere har været. På næste års finanslov er der afsat midler til at sænke afgiften på el for elopvarmede huse. Reduktionen i elafgiften for elopvarmede huse er i forvejen 14,75 øre pr. kwh og reduceres fra årsskiftet med yderligere 36,8 øre pr. kwh, så den samlede reduktion fra den 1. januar 2013 bliver 51,55 øre pr. kh.

Hvis man skifter oliefyret ud med en varmepumpe kan man ændre BBR-registreringen til elopvarming, så man dermed får glæde af reduktionen i elafgiften.

Varmepumper bruger elektricitet. Energitjenesten har opstillet et regneeksempel ved udskiftning af et oliefyr med en luft-til-vand varmepumpe i et parcelhus på 140 kvadratmeter. I dette eksempel vil varmepumpen bruge godt 5.000 kwh om året. I det tilfælde vil den ekstra reduktion i elafgift betyde en årlig besparelse på knap 2.000 kr. på elregningen.

Afgiftsnedsættelsen gælder kun for den del af årsforbruget, som er over 4.000 kwh. Dermed vil fritidshuse, som kun bliver brugt en lille del af året, ikke få gavn af den lavere afgift.

Kampen om titlen “Verdens største solfangeranlæg”

Titlen “Verdens største solfangeranlæg” har i mange år tilhørt Marstal Fjernvarme. Selv om solvarmeanlægget her er udvidet til 33.360 m2, har Saudi Arabien overtaget føringen ved at opføre et solvarmeanlæg på 36.000 m2 i Riyadh.

Anlægget leverer varmt vand til et universitet med 40.000 studerende, Princess Noura Bint Abdulrahman University for Women. Selv om Saudi Arabien har rigelige mængder olie, har kongedømmet som mål at gøre sig mere fri af fossile brændsler og i stedet udnytte solen og andre vedvarende energi-kilder.

Men inden for et par år vil Danmark formentlig genvinde titlen “Verdens største solfangeranlæg”. I 2014 vil de første af fire anlæg hver på mellem 40.000 og 80.000 m2 stå klar i Sønderjylland. De bliver således større end anlæggene i Marstal og Riyadh. De nye solvarmeanlæg skal ligge i Løgumkloster, Toftlund, Gram og Vojens og er en udbygning af eksisterende fjernvarmeanlæg.

Praktiske øvelser med vedvarende energi

Hvordan virker en solfanger eller en varmepumpe? Hvor meget skal der trampes i pedalerne for at dække sit eget elforbrug? Det er blot nogle af de øvelser, som elever på Ærøs skoler og uddannelsestilbud kan prøve kræfter med og finde svarene på.

Ærø Energi- og Miljøkontor stiller udstyret til øvelserne gratis til rådighed for lærere og andre interesserede, så de kan bruge det i undervisningen. Udstyret er pakket i praktiske kufferter for hver af øvelserne, så det er nemt at transportere dem. De står på Ærø Energi- og Miljøkontor, hvor de kan hentes efter aftale og forudgående reservation per email info@aeroe-emk.dk.

PT Jensen, som er Ærø Energi- og Miljøkontors ansvarlige for undervisningsaktiviteter, har udarbejdet et katalog over de aktiviteter, som udstyret kan bruges til. Der kan også findes lærervejledninger til øvelserne på hjemmesiden.

Han og energivejleder Rune Schmidt har holdt et par seancer for øens energilærere, så lærerne selv kan stå for at gennemføre øvelserne med eleverne.

Lejrskoler kan også lave øvelserne med vedvarende energi under deres besøg på Ærø. Se mere her.

PT Jensen instruerer nogle af øens lærere i brugen af udstyret til en øvelse med brændselsceller

PT Jensen instruerer nogle af øens lærere i brugen af udstyret til en øvelse med brændselsceller

Peter Kiær, som er lærer på Ærø Efterskole, tramper i pedalerne for at prøve øvelsen med at lave elektricitet til at dække sit eget forbrug

Peter Kiær, som er lærer på Ærø Efterskole, tramper i pedalerne for at prøve øvelsen med at lave elektricitet til at dække sit eget forbrug

Nye vindmøller producerer optimalt på Ærø

De tre vindmøller ved Vejsnæs på Ærø har nu kørt i godt et år og har til fulde indfriet forventningerne.

– Vi er ovenud godt tilfredse med de nye vindmøller. Produktionen er gået, som vi havde forventet, og de har kørt uden nogen problemer, siger formand Jesper Balslev, Ærø Vind 4.

22.638.227 kWh er det blevet til de første 12 måneder. Det er knap 15 procent mere end garantiproduktionen i et normalt vindår.

– Produktionen ligger over det, som producenten har lovet. Men det havde vi også forventet, at de ville ud fra erfaringen med Risemark-møllerne, siger Jesper Balslev.

Han forklarer, at vindforholdene ved Ærø gør, at stedet er optimalt for vindmøller.

– Placeringen er kanongod. Ærø ligger fantastisk rent vindmæssigt. Vindmøller producerer ligeså meget her som på den jyske vestkyst, fortæller Jesper Balslev.

Produktionen på de tre Vejsnæsmøller er lidt højere end de tre Risemark-møller. Alle 6 møller er 2 MW Vestas-møller.

– De tre nye møller skulle være en forbedret version af Risemøllerne. Den lidt højere produktion kan også godt have noget med placeringen at gøre, bemærker Jesper Balslev.

Kommunen energirenoverer og udnytter solens energi

Ærø Kommune går foran med et godt eksempel i indsatsen for 100 % vedvarende energi ved at gøre de kommunalt ejede bygninger mere energieffektive og udnytte solens energi.

Indsatsen har politisk opbakning og er skrevet ind i kommuneplanen.

– Kommunen vil gerne gøre en indsats for at nedbringe energiforbruget og gøre tiltagene synlige, siger kommunens ingeniør og vedvarende energi-koordinator, Jess Heinemann.

I børnehaverne og på bibliotekerne er der indført automatisk varmestyring med sænkning af temperaturen om natten og i weekenden.

– Det har givet en god, reel besparelse, bemærker Jess Heinemann.

I motionscenteret er der også indført automatisk varmestyring. Her er det indstillet, så når vinduerne bliver åbnet, som de ofte gør, når folk motionerer og sveder, slukker systemet automatisk for varmen.

I Arrebohallen er der automatisk lysstyring, så lyset slukker på gangene og toiletterne, når der ikke er nogen. Bruserne tænder og slukker også automatisk. På taget af Arrebohallen bliver der i de kommende måneder sat et 60 kWp solcelleanlæg op.

Rådhuset har fået energirenoveret nogle af facadepartierne og udskiftet ventilationssystemet. Vinduerne bliver udskiftet med de mest energieffektive, som er 3-lags vinduer med plusenergibalance, hvor energitabet er så lille, at solindfaldet opvejer det.

Ud over et bedre indeklima har det nye ventilationssystem givet en energibesparelse, fordi det genindvender den brugte varme.

Havnetoiletterne bliver renoveret, så de har det mindst mulige energiforbrug.

– Der bruger vi automatik til lys, vand og ventilation, så der kun er lys, når der er brug for det, forklarer Jess Heinemann.

På toiletbygningen på Sejlmagervej (ved sejlklubben) er der opsat et 12 kWp solcelleanlæg (p’et står for peak, hvilket betyder, at anlægget kan producere 12 kW, når det producerer maksimalt).

Solceller på taget af toiletbygningen på Sejlmagervej ved Marstal Havn

Solceller på taget af toiletbygningen på Sejlmagervej ved Marstal Havn

Toiletbygningen, der blev opført ved Bro 10, hvor der ikke er fjernvarme, har solfangere på taget, som leverer det meste af det varme vand.

Centralkøkkenet på Marstal Ældrecenter er renoveret med henblik på lavt energiforbrug og energibesparelser.

Campingpladsen i Marstal har et solvarmeanlæg, som bliver opgraderet, og er ved at få installeret et træpillefyr.

Marstal Navigationsskole (bygningen er kommunalt ejet) er ved at få skiftet vinduer til energiplusvinduer og få lavet en femårig plan for energirenovering.

Marstal Skole har fik udskiftet vinduer til lavenergivinduer for 3-4 år siden. Rise Skole har også fået udskiftet vinduerne til nye med mindre varmetab.

Da Materielgården i Tranderup blev bygget om, blev varmesystemet ændret fra elvarme til luft til luft-varmepumpe, som bliver forsynet med elektricitet fra et 5,5 kWp solcelleanlæg på taget. Der er lagt ekstra tyk isolering.

– Så der har vi virkelig sparet meget på energien, siger Jess Heinemann.

Et solcelleanlæg på taget af Materielgården i Tranderup forsyner en varmepumpe med elektricitet

Et solcelleanlæg på taget af Materielgården i Tranderup forsyner en varmepumpe med elektricitet

Så godt som alle kommunens bygninger er energimærket. Jess Heinemann bruger energimærkerne og indberetninger hver 14. dag af forbruget af varme, vand og el i kommunens bygninger til at finde ud, hvor der skal gøres noget for at spare på energien.

Ejendommen Øster Bregninge 70, som kommunen købte og har indrettet som tilflytterhus, blev gennemgribende energirenoveret i 2011.

– Den blev ombygget fra en ruin til tæt på et 0-energihus, fortæller Jess Heinemann.

Vinduerne er lavet, så de ser ud som de gamle, men med superlavenergi-ruder. Der er ekstra isolering og al indbygget belysning (i loftet og køkkenet) er LED-belysning, som har et lavt elforbrug. Opvarmningen sker med et jordvarmeanlæg. Elektriciteten bliver leveret af et 6 kWp solcelle-anlæg på taget.

Selv om den første beboer i huset, en mor med sin et-årige søn, ikke har gjort noget for at spare på strømmen, har hun brugt mindre strøm end solcelleanlægget har produceret.

Solcelleanlægget på taget har det første år produceret mere el end husstanden har brugt

Solcelleanlægget på taget har det første år produceret mere el, end husstanden har brugt

Ærø Landsbyskole (tidligere Søby Skole) fik udskiftet oliefyret med 2 luft til væske-varmepumper for omkring to år siden.

Ærø Kommune har kun én bygning tilbage med oliefyr: Inspektørboligen til skolen i Søby. Og det er kun fordi, det ikke kan betale sig at udskifte det, fordi bygningens fremtid er uvis.

– Hvis vi kan fortsætte med den takt og samme indsats, vil vi kunne spare 3-4 procent i forbruget per år, fortæller Jess Heinemann.

Gymnasieelever fra Fyn og Singapore udforsker Ærøs vedvarende energi

Mandag den 3. december var en gruppe gymnasieelever og lærere fra Nyborg Gymnasium og udvekslingsstuderende fra Millennia Institute i Singapore på ekskursion rundt til nogle af Ærø vedvarende energi-anlæg. Det skete som del af de to skolers samarbejde og udvekslingsaftale under temaet bæredygtighed.

Vedvarende energi-koordinator Jess Heinemann var guide på turen rundt på øen med Jesper Bus som chauffør til vindmøllerne, Marstal Fjernvarme og Rise Fjernvarme.

Ved vindmøllerne blev gruppen mødt af PT Jensen fra Ærø Energi- og Miljøkontor, som tog dem med ind i den ene og fortalte om vindenergi i Danmark og på Ærø.

PT Jensen med gruppen inde i det ene af mølletårnene ved Risemark

PT Jensen med gruppen inde i det ene af mølletårnene ved Risemark

Eleverne fra Singapore, som er vant til temperaturer ikke under 24 grader, oplevede i den danske vinterkulde og blæst, hvor vigtigt det er med en ordentligt varmeforsyning og hvilke muligheder der er i at udnytte vindens energi.