Lokal ordning gør det nemmere at få energitilskud

Den 1. juli trådte en lokal ordning for energitilskud i kraft. Ordningen gør det nemmere for ejere af boliger på Ærø at få tilskud til energirenoveringer og varmepumper. Den henvender sig til ejere af helårshuse, sommerhuse, udlejningsboliger, boligforeninger og virksomheder.

Ærø Energi– og Miljøkontor administrerer ordningen. Det er nemt og gratis at søge om energitilskud. Det er vigtigt, at der søges om tilskud, før arbejdet går i gang. Ansøgningsskema kan fås på Ærø Energi– og Miljøkontor og via foreningens hjemmeside. Man kan også forhøre sig om mulighederne ved de lokale håndværkere. De blev inddraget i forberedelserne af ordningen ved et møde på Rise Bryggeri i foråret og var inviteret til et infomøde, da ordningen trådte i kraft.

Udskiftning af et ældre oliefyr med en varmepumpe er noget af det, der giver højest tilskud. Efterisolering og udskiftning af vinduer kan også udløse tilskud. Baggrunden for ordningen er, at alle energiselskaber i Danmark er forpligtiget til at realisere energibesparelser. Energibesparelser udgør dermed en værdi, som de fleste energiselskaber gerne vil betale for.

Infomøde om energitilskud
Rune Schmidt holdt oplæg om mulighederne for energitilskud på et møde på Rise Bryggeri

Kommunen energirenoverer og udnytter solens energi

Ærø Kommune går foran med et godt eksempel i indsatsen for 100 % vedvarende energi ved at gøre de kommunalt ejede bygninger mere energieffektive og udnytte solens energi.

Indsatsen har politisk opbakning og er skrevet ind i kommuneplanen.

– Kommunen vil gerne gøre en indsats for at nedbringe energiforbruget og gøre tiltagene synlige, siger kommunens ingeniør og vedvarende energi-koordinator, Jess Heinemann.

I børnehaverne og på bibliotekerne er der indført automatisk varmestyring med sænkning af temperaturen om natten og i weekenden.

– Det har givet en god, reel besparelse, bemærker Jess Heinemann.

I motionscenteret er der også indført automatisk varmestyring. Her er det indstillet, så når vinduerne bliver åbnet, som de ofte gør, når folk motionerer og sveder, slukker systemet automatisk for varmen.

I Arrebohallen er der automatisk lysstyring, så lyset slukker på gangene og toiletterne, når der ikke er nogen. Bruserne tænder og slukker også automatisk. På taget af Arrebohallen bliver der i de kommende måneder sat et 60 kWp solcelleanlæg op.

Rådhuset har fået energirenoveret nogle af facadepartierne og udskiftet ventilationssystemet. Vinduerne bliver udskiftet med de mest energieffektive, som er 3-lags vinduer med plusenergibalance, hvor energitabet er så lille, at solindfaldet opvejer det.

Ud over et bedre indeklima har det nye ventilationssystem givet en energibesparelse, fordi det genindvender den brugte varme.

Havnetoiletterne bliver renoveret, så de har det mindst mulige energiforbrug.

– Der bruger vi automatik til lys, vand og ventilation, så der kun er lys, når der er brug for det, forklarer Jess Heinemann.

På toiletbygningen på Sejlmagervej (ved sejlklubben) er der opsat et 12 kWp solcelleanlæg (p’et står for peak, hvilket betyder, at anlægget kan producere 12 kW, når det producerer maksimalt).

Solceller på taget af toiletbygningen på Sejlmagervej ved Marstal Havn

Solceller på taget af toiletbygningen på Sejlmagervej ved Marstal Havn

Toiletbygningen, der blev opført ved Bro 10, hvor der ikke er fjernvarme, har solfangere på taget, som leverer det meste af det varme vand.

Centralkøkkenet på Marstal Ældrecenter er renoveret med henblik på lavt energiforbrug og energibesparelser.

Campingpladsen i Marstal har et solvarmeanlæg, som bliver opgraderet, og er ved at få installeret et træpillefyr.

Marstal Navigationsskole (bygningen er kommunalt ejet) er ved at få skiftet vinduer til energiplusvinduer og få lavet en femårig plan for energirenovering.

Marstal Skole har fik udskiftet vinduer til lavenergivinduer for 3-4 år siden. Rise Skole har også fået udskiftet vinduerne til nye med mindre varmetab.

Da Materielgården i Tranderup blev bygget om, blev varmesystemet ændret fra elvarme til luft til luft-varmepumpe, som bliver forsynet med elektricitet fra et 5,5 kWp solcelleanlæg på taget. Der er lagt ekstra tyk isolering.

– Så der har vi virkelig sparet meget på energien, siger Jess Heinemann.

Et solcelleanlæg på taget af Materielgården i Tranderup forsyner en varmepumpe med elektricitet

Et solcelleanlæg på taget af Materielgården i Tranderup forsyner en varmepumpe med elektricitet

Så godt som alle kommunens bygninger er energimærket. Jess Heinemann bruger energimærkerne og indberetninger hver 14. dag af forbruget af varme, vand og el i kommunens bygninger til at finde ud, hvor der skal gøres noget for at spare på energien.

Ejendommen Øster Bregninge 70, som kommunen købte og har indrettet som tilflytterhus, blev gennemgribende energirenoveret i 2011.

– Den blev ombygget fra en ruin til tæt på et 0-energihus, fortæller Jess Heinemann.

Vinduerne er lavet, så de ser ud som de gamle, men med superlavenergi-ruder. Der er ekstra isolering og al indbygget belysning (i loftet og køkkenet) er LED-belysning, som har et lavt elforbrug. Opvarmningen sker med et jordvarmeanlæg. Elektriciteten bliver leveret af et 6 kWp solcelle-anlæg på taget.

Selv om den første beboer i huset, en mor med sin et-årige søn, ikke har gjort noget for at spare på strømmen, har hun brugt mindre strøm end solcelleanlægget har produceret.

Solcelleanlægget på taget har det første år produceret mere el end husstanden har brugt

Solcelleanlægget på taget har det første år produceret mere el, end husstanden har brugt

Ærø Landsbyskole (tidligere Søby Skole) fik udskiftet oliefyret med 2 luft til væske-varmepumper for omkring to år siden.

Ærø Kommune har kun én bygning tilbage med oliefyr: Inspektørboligen til skolen i Søby. Og det er kun fordi, det ikke kan betale sig at udskifte det, fordi bygningens fremtid er uvis.

– Hvis vi kan fortsætte med den takt og samme indsats, vil vi kunne spare 3-4 procent i forbruget per år, fortæller Jess Heinemann.