Ærøs vindmøller skal tjene som inspiration

Til inspiration har Naturstyrelsen samlet en række eksempler fra kommunernes vindmølleplanlægning, bla. vindmøllerne på Ærø.

– Vi ved, at vindmølleplanlægning har mange facetter og kræver hensyn både til naboer, natur og energiproduktion. Hvert vindmølleprojekt er særligt på sin måde, men der er ofte erfaringer, der kan anvendes i andre projekter. Formålet med denne rapport er at videreformidle disse gode erfaringer og dermed understøtte den kommunale planlægning, som er helt central for at nå i mål med de ambitiøse danske målsætninger på vindmølleområdet, skriver Naturstyrelsen i en pressemeddelelse.

Rapporten kan ses via Naturstyrelsens hjemmeside. Ærø er omtalt på side 18-19.

Nye vindmøller producerer optimalt på Ærø

De tre vindmøller ved Vejsnæs på Ærø har nu kørt i godt et år og har til fulde indfriet forventningerne.

– Vi er ovenud godt tilfredse med de nye vindmøller. Produktionen er gået, som vi havde forventet, og de har kørt uden nogen problemer, siger formand Jesper Balslev, Ærø Vind 4.

22.638.227 kWh er det blevet til de første 12 måneder. Det er knap 15 procent mere end garantiproduktionen i et normalt vindår.

– Produktionen ligger over det, som producenten har lovet. Men det havde vi også forventet, at de ville ud fra erfaringen med Risemark-møllerne, siger Jesper Balslev.

Han forklarer, at vindforholdene ved Ærø gør, at stedet er optimalt for vindmøller.

– Placeringen er kanongod. Ærø ligger fantastisk rent vindmæssigt. Vindmøller producerer ligeså meget her som på den jyske vestkyst, fortæller Jesper Balslev.

Produktionen på de tre Vejsnæsmøller er lidt højere end de tre Risemark-møller. Alle 6 møller er 2 MW Vestas-møller.

– De tre nye møller skulle være en forbedret version af Risemøllerne. Den lidt højere produktion kan også godt have noget med placeringen at gøre, bemærker Jesper Balslev.