Kan elfærger erstatte diesel-drevne færger?

Sydfyn og Ærø er med et nyt projekt på forkant med udviklingen inden for grøn færgedrift. Idéen er, at nyudviklede elfærger opladet med strøm fra vindmøller skal erstatte de traditionelle dieseldrevne færger.

Projektet er nu kommet et stort skridt tættere på at blive til virkelighed med støtte fra Syddansk Vækstforum. Hvis projektet bliver til virkelighed, vil det ikke blot være en kæmpe gevinst for klima og miljø, det vil også kunne betyde et stort antal lokale arbejdspladser. Elfærgerne skal nemlig bygges ved Tuco i Faaborg og på Søby Værft på Ærø.

I første omgang skal partnerne i forprojektet udvikle designet for elfærger og lave en forretningsplan samt modeller for finansiering for at finde ud af, hvordan det praktisk og økonomisk kan lade sig gøre at omlægge til elfærgedrift.

Syddansk Vækstforum yder 412.000 kr. i støtte, mens partnerne bidrager med 293.000 kr. som egenfinansiering (primært i form af arbejdstimer).

Partnerne i forprojektet er Søby Værft, Tuco (Faaborg), Consulting Naval Architects Jens Kristensen ApS (Marstal), Ærø Kommunes Udvalget for Bæredygtig Energi, Ærø Elforsyning/SE (Syd Energi), Siemens, Force Technology, Marstal Navigationsskole, Simac og Syddansk Universitet.

Se TV2 Fyns omtale af projektet her